søndag den 8. marts 2015

Jimena de la Frontera, en af de hvide byer i bjergene

Byen er ikke stor. Bare 8.000 mennesker bor her i den smukkeste natur tænkes kan. Hvad mon de lever af ?
Aldrig har jeg været i en bjergby med så stejle gader. Nunca, nunca, nunca ( aldrig, aldrig, aldrig !!) ....det er nærmest umuligt at gå tur i byen. Og man kan slet ikke bare slentre.........
Jimena er smuk i de små snævre gader, men mangler et centrum og gaderne skriger af mangel på liv. Her er stille og alt sover tornerosesøvn.
Øverst ligger den gamle borg og herfra kan man mod syd ane Gibraltar stikke hovedet frem. Udsigten er formidabel.
Allerede fønikerne, grækerne og romerne var her. Byen har lige som de andre 'de la Frontera' byer været et grænseområde med kamp mellem de kristne og nazariderne, dem der boede på Alhambra.
Omkring byen ligger den store naturpark, 'Los Alcornocales’, der har Europas største korkegeskov og på vejen her op fra kysten, før vi når bjergene for alvor, kører vi med toget gennem citrus- og avokadolunde. Her er masser af storke. Skøn tur ud i det stille land, hvor tiden nærmest står stille.








 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar