mandag den 24. marts 2014

Hjemme igen efter 6 uger i Andalusien

Glædes nu over forår i Danmark og den første morgen hjemme er himlen blå og haven myldrer med planter og blomster, der pibler og blomstrer og gør en glad.
Anemoner i blomst 24. marts..................


torsdag den 20. marts 2014

Kirken i Mudejarstil og den store moske i Cordoba.

I Cordoba finder vi noget så særligt som en meget lille kirke, et bedehus, Iglesia de San Bartolome,bygget i mudejarstil inde i det gamle jødekvarter. Den blev sansynligvis bygget efter, at jøderne blev smidt ud ca 1570, og mens man stadig gjorde brug af de islamiske bygmestre og kunstnere i denyopførte kristne katolske kirker. 


Og i moskeen er det forunderligt at se, hvordan den katolske katedral og den gamle islamiske moske blander sig med hinanden. Vidunderligt for os alle, at de dengang bevarede moskeen og ikke rev den ned, som man gjorde i Sevilla.




onsdag den 19. marts 2014

Hammam i Cordoba.

 
At komme til Cordoba er ren glæde. Cordoba, der engang var den største by i Europa, og hvor den største moske uden for Medina ligger ( omend den ikke mere er en aktiv moske og forlængst erobret af katolicismen og ydermere huser en stor katedral ) er en perle blandt mange her i Andalusien. Byen blev grundlagt af romerne ca 150 f.Kr, og sporene fra romerne møder man mange steder – ligesom der også er en særlig bydel i det gamle Cordoba fra mauertiden og en bydel, hvor jøderne boede i en ghetto med 2 aflåste porte i den gamle bymur.
Og at besøge en hammam i den gamle arabiske bydel med en badedragt i tasken lige bag moskeen er ren forkælelse. Det er en ret nybygget hammam i gammel stil, der ligger i et hus fra 1600-tallet.
Man kan købe sig til bad og massage i forskellige prisklasser. Som novice inden for ’hammamer’ prøvede jeg en  ’banjo y masaje relajante’, hvilket betød, at jeg havde adgang til en fuldstændig vidunderlig smuk badeafdeling med små og større bassiner, omkranset af søjlegange og fint loft med små huller som stjerner ( lysindtag ). Man sætter sig på stenbænke i bassiner med henholdsvist varmt - og meget varmt vand og dampbad og i koldt bad og forfra igen, så mange gange man har lyst. Slapper totalt af og det er ren nydelse og velvære. Ind i mellem kan man sætte sig og drikke sød the fra fine små krus. Til slut 15 minutters massage af en dygtig og meget sød kvinde. Voila
J
Oplevelsen kan lidt sammenlignes med som at opholde sig i en slags Alladins hule – eller også hedder det noget andet
J
Måtte ikke tage billeder udover ved indgangen, hvor man køber billetter – men kig her www.hammamalandalus.com



 Og en aftentur langs moskeen bagefter var meget stemningsfuld med blødt lys på de gamle murværker.

lørdag den 15. marts 2014

Frigliana, den sidste mauriske bastion.






Frigiliana er en smuk hvid by – måske den smukkeste af alle de hvide landsbyer, som vi har set. I romertiden var det den største by i Andalusien. Ydermere var Frigliliana den sidste mauriske bastion, der faldt i katolikkernes hænder i 1569. Næsten 100 år efter at Granada faldt. Byen var hovedsæde for det mauriske oprør mod katolikkerne 80-90 år efter ’reconquista’, generobringen, som de katolske konger Isabella og Ferdinand stod for.
Frigliana er en glæde at besøge. Den åbner sig ikke bare ud i landskabet, men også ind mod sig selv. Arkitekturen er helt særlig. Meget klassisk arabisk byggemåde. Byen ligger som en terrasse op ad bjergsiden med to lange gader – en øvre og en nedre og så en masse små forbindelsesgade/trapper imellem dem. Ind i mellem får man et kig ud over bjergene, Axarquia, og ned over Middelhavet. Ben og knæ bliver udfordret i den helt store stil.
Og så er den rasende velholdt – alt er nykalket og ikke antydning af ruin noget steds. Man bliver også mødt af den ene turistbutik efter den anden. Her kommer mange turister, og det er fuldstændig forståeligt, for byen er noget helt særligt.

Alhambra


Besøg på Alhambra er intet mindre end mageløst. Fik lov at se både de arabiske bade og dronningens påklædningsværelse, som begge har været 
lukket siden 1984. Og nu er rummene bare åbne i 4 måneder og bliver så lukkede igen for at beskytte de sårbare områder og kakler, som åbenbart ikke tåler for meget lys. Og da slet ikke blitz fra fotoapperater, hvorfor vi selvfølgelig ikke måtte fotografere. Men der er jo motiver nok at tage af alle de andre steder.





mandag den 10. marts 2014

Gensyn med 'Pueblos blanchos' i Grazalemamassivet




Meget smuk tur gennem Grazalemamassivet, der ligger sydøst for Sevilla ned mod Malaga. ’Pueblos blancos’( de hvide landsbyer ) ligger som små hvide dunklatter spredt rundt omkring. De ligger vidunderlig smukt i landskabet, stammer tilbage fra mauertiden og er som regel placeret på bjergtoppe for at kunne forsvare sig. Mange af dem har imponerende mauerborge tilbage, som man slet ikke forstår, hvordan de har kunnet bygge. Men menneskeliv dengang betød måske heller ikke så meget ?
Først et fint gensyn med byen Zahara de la Sierra, som ligger ved en stor sø. Den er præget af turisme på en helt anden måde end vores egen Olvera, hvor vi boede 14 dage i 2011. Den besøger vi også, og det er et skønt gensyn. Det er en kæmpestor glæde at få lov at gense steder, hvor vi har været så glade for at være før på tidligere rejser. Også et særdeles velsmagende og på alle måder herligt gensyn med vores gamle tapassted ’Juanito Gomez’ midt i den gamle bydel i Olvera. Hermed er tippet givet videre :-) 

fredag den 7. marts 2014

Sevilla, byen over alle byer i Spanien


Sevilla kan ikke fortælles – Sevilla skal opleves og gå'es rundt i og blive væk i - og så meget, meget mere.
En forrygende by fuld af liv og skønhed. Storhedstiden fra dengang byen blev den mest velhavende i verden efter erobringen af stort set hele Syd- og Mellemamerika spores overalt i byen. Flamenco på Casa Memoria ( www.casadelamemoria.es ) er det bedste, vi har set til dato. Tapasbarene er helt i top og mange steder med tyrehoveder på væggene.
Tyrefægterarenaen befinder sig i kategori 1, fordi den har over 30 kampe om året og i øvrigt er den vigtigste i verden. Flot, flot - det lokker svært meget at komme til en tyrefægterkamp – guiden fortæller, at tyrene er yderst intelligente, og inden der er gået 5 min ved de, om deres modstander er højre- eller venstrehåndet.
Kom herned .................





mandag den 3. marts 2014

Balcon de Europa i Nerja lige ud til Middelhavet





Balcon de Europa er en kæmpestor terrasse, der ligger foran de små krogede gader og gyder i det gamle Nerja lige ud til Middelhavet. Store, store klipper er fundament for terrassen, og forneden hele vejen rundt om terrassen er der en bred sandsstrand. Hele Middelhavet glitrer i solen, ser meget indbydende ud, men der vil stensikkert være meget  langt og forfærdelig koldt at svømme til Afrika, som ligger overfor.
Her vrimler med mennesker i alle aldre, og folk står i kø foran spisestederne. Der er et stort telt på terrassen og åbenbart et eller andet i gang med konkurrence omkring noget cykleri. Bunker af mennesker og en masse på cykel. Både børn og voksne og også udklædte folk. Men vi er jo også midt i karnevalstiden
Det er andalusisk festdag i dag – uafhængighedsdagen for Andalusien. Blev vist indstiftet for ikke så mange år siden.
Folk er virkelig ude for at more sig. Her er liv og glade dage og sol og skøn stemning.
Vi ender på den fantastiske strandrestaurant ’La Barraca’ helt langt nede ved vandet i en lille lagune i et rasende smukt naturområde med store klipper og fin vegetation. Bl.a. rosmarin i blomst overalt og blomstrende gule gyvel. Maden er helt i top – masser af fisk og frittede berenjena ( auberginer) med sirup af sukkerrør, der vokser lige bagved, lammekoteletter og alt andet godt.
Kraftig blæst og masser af skumsprøjt på stranden.