Selinunte – en græsk koloni på Sydøstsicilien

Her møder vi igen grækerne, der slog sig ned på stedet allerede omkring 600 f.Kr – og som bla byggede et tempel, der på den tid var blandt verdens 3 største. De byggede mange templer på stedet og anlagde en stor by.
Det gør kæmpe indtryk at være her – området er meget stort. Og det blev totalt ødelagt omkring 400 f.Kr – så her er også en ruinhob(som ikke bare kan kaldes murbrokker), der siger sparto. Vi diskuterer meget, hvordan det var muligt med datidens redskaber både at bygge det – og ødelægge det. Historienedskrivningerne fortæller, at der kom en hær på over 100.000 mand og ødelagde byen i løbet af 9 dage. Og derefter blev folk solgt som slaver.
Sikke nogle banditter.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Sydvestsicilien – en blandet ’butik’

Her på den sydvestlige kyst er der et område – nok på størrelse med Møn og Lolland Falster, der er totalt ’plastificeret’ – dvs tæt besat med drivhusagtige indretninger. Nogle totalt forfaldne og andre nyistandsatte. Her dyrkes grønsager i lange baner – vi tror nok, det er et af mafiaens store områder. Det er så forfærdelig grimt.
Men her er så meget andet, der er smukt – og vi bader i både solopgangen og solnedgangen fra den bedste sandstrand, vi endnu har mødt.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Gensyn med Sicilien

Så går vi over Messinastrædet – og hvilken glæde, det er igen at være her på Sicilien. Til forskel fra marts 2010, hvor det var koldt og med megen regn, er her nu brølende varmt. I dag 35 grader i skyggen kl 17.30 – det rækker.

Den første nat sover vi ved foden af Etna, der nu pga sommeren har taget den hvide frakke af. Men uanset frakke eller ej - så står der røg op af hende.
Og straks dagen efter kører vi mod syd, hvor vi slår os ned på sydkysten et par dage – nær det hus, som Montalbano bor i. Jer, der kender den sicilianske kriminalkommisær Montalbano fra krimifilm på TV, vil nok kunne genkende huset her. Vi kigger på murbrokker fra grækernes dage og ser et vidunderligt lille museum med fine ting og sager fra grækernes tid her på Sicilien.
Det er helt vildt, som vi mærker skiftet fra Calabrien til Sicilien – pulsen er en helt anden og trafikken kører hurtigt. Vi lærer at blive lige så frække, næsten da – kassebilen er bare ikke så hurtig i optrækket, og vi må passe på hende.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Kassebilen – den gamle dame, meldte pas.

I det allersydligste Calabrien ligger der oppe i bjergene (Aspromonte) en del landsbyer, hvor græsk har været modersmålet siden Pytagoras og Archimedes. Vi vil besøge en lille landsbyby Bova, som er kendt for at være center for den græske kultur her i nyere tid. 

Men – sådan gik det ikke.
Sådan ca halvvejen op til Bova, på vej op af de stejleste bjergveje, vi endnu har kørt på, begynder motoren at koge, og vandet fra køleren drypper. GISP !!! – ingen plads til panik.
Vi klarer den i fællesskab – og efter 1½ time triller vi ned igen og lader Bova ligge, hvor den har ligget i mange hundrede år. Nu har vi så også lovet kassebilen, at vi på resten af rejsen er mere forsigtige og ikke kører så meget på de små bjergveje. ÆV.
En dejlig oplevelse midt i det hele var, at ALLE, der kørte forbi os, mens det hele stod på – var opmærksomme på, om vi manglede hjælp. Ingen kørte forbi, uden de havde forvisset sig om, at vi selv kunne klare det. Så ikke et ord fra os om røvere og banditter i de barske calabriske bjerge.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Fredfyldte dage ved det joniske hav i Calabrien.

Vi bor 7 dage ved havet – det joniske hav – og svømmede vi langt nok lige tværs over havet, ville vi nok ramme Athen. Her er mere end dejligt – vi får hurtigt fornemmelsen af en hverdag på det ’torv’, som vi bor på. En lille rektangulær plads omkranset af små hvide huse og med masser af platantræer og fine blomster. Her bor vi helt alene - har hverdag med vaner. Bade hver morgen, læse, lave ingenting, cykle til købmanden og handle, spise, sove, snakke og så lave ingenting igen. Her får de mange km på landevejene og alle de store indtryk lov til at sætte sig lidt mere fast inde i.
Her er smukt og frodigt – nerier i mange farver og de er højere end vores syrentræer, bourgonvillaer der snor sig op i mange meters højde, blå pralbønneblomster, masser af figenkaktus og figentræer med modne figner, agaver, appelsintræer, valnødder, pinjer med kæmpekroner, hibiskustræer, gamle oliventræer med stammer i de mest fantastiske skulpturelle former, palme og en masse blomster og blomstertræer, jeg slet ikke kender navne på – og så bergamottetræer, som er en slags citrus, der kun vokser et sted i verden, og det er her ved det joniske hav rundt om ’tåspidsen’.
Klimaet er vidunderligt – aldrig under 20 grader om natten og ca 30 grader om dagen. Rigeligt varmt, men de siger også, at det varmere end det plejer for årstiden. Aftnerne er fløjlsbløde og meget lune – men desværre bliver her bommørkt allerede kl 19. Så campingfolket tørner tidligt til køjs.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Grækernes store koloni – og normanernes kæmpe katedral - i Calabrien.

Vi slår os ned for en uges tid langt nede i Calabrien – igen lige ud til vandet. En lille og meget hyggelig campingplads, hvor vi nu bor blandt gamle platantræer med masser af blomster  og med en dejlig strand. Temperaturen er fin - masser af sol, men ikke for varmt mere. Næsten da !
Her vil vi blive en uges tid for at få lidt ro på de mange rejseindtryk – og bare dangdere den og slappe af. Og være i evigheden
Men her er meget at se på i området, og vi laver en af dagene en udflugt til byen Locri, hvor grækerne havde en af deres måske tidligste kolonier i området. Vi ser på tempelrester og fine ting på museet. De har haft en bymur på over 7 km, så det har været et kæmpe sted.
Det er herligt at gå rundt og forestille sig livet dengang fra ca 700 – 200 f.Kr, hvor de havde deres storhedstid. Og tingene på museet gør, at det er nemt at putte liv ind i ruinerne. Krukken på billedet er dateret til et sted mellem 740 og 720 f.Kr – hvordan pokker de så finder ud af sådan noget.
Vi kører også op i bjergene – Aspromonte hedder de her sydligst I Calabrien. Og de er godt nok høje og imponerende – og de mest interessante byer ligger jo altid på den øverste bjergknold. Vi besøger bjergbyen Gerace, hvor normannernes største katedral i Calabrien ligger. Et fantastisk kirke – 76 meter lang og 26 meter bred.
Det er en stor glæde for os at have mødt både normannerne og grækerne igen. Så vi fortsætter historiefortællingerne fra vores rejse i 2010...................the never ending story !
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Sybaritterne og de albanske landsbyer i Calabriens uvejsomme bjerge

Vi slår lejr de første par dage i Calabrien på en herlig campingplads på den østlige kyst – ved det joniske hav og bor i en pinjeskov lige ved vandet. Her er næsten ingen turister mere – så vi har skoven mere eller mindre for os selv. Når mørket falder på, er her virkelig mørkt, og det eneste, man kan høre,er havet og så en besynderlig skrigfugl, som vi tidligere har mødt på Istrien i Kroatien. Et morgenbad gør godt !!
Her hvor vi bor, boede sybaritterne ( grækerne ) ca 400 f.Kr. De var meget kendt for deres vellevned. Og enhver, der kender Jørgen Krog ved, at så skal de besøges.Og det er et fint møde vi har med dem :-)
Oppe i bjergene ligger der mange albanske landsbyer – et mærkeligt fænomen at møde oppe i det uvejsomme bjerge. Albanerne flygtede for 500 år siden fra tyrkerne. I dag bor her vist mere end 100.000 albanere og stadig er der 2 navne på byskiltene, ligesom de også har beholdt den græsk-ortodokse tro og holder den gamle albanske kultur i hævd. Det sætter mange tanker i gang hos os – så vidt vi erfarer er der ingen problemer med den øvrige befolkning ift sameksistens.
Her, hvor vi besøger en af byerne Civita, ligger en af syditaliens mest dramatiske  canyons. Naturen er storladen som bare pokker. Heldigvis er vejene gode, så kassebilen klarer dagens udflugt godt.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Gensyn med Italien – og mødet med den gamle filosof Pythagoras

På kortet her ser I nederst i Italien, der hvor hælen starter, byen Bari, hvor færgen fra Montenegro lægger til, og hvor vi kører fra borde.
Gamle Bari by er en perle, hvor vi ser 'julemandens kirke' en smuk gammel basilika, før vi kører videre.

Det er vidunderligt at køre ind i det store smukke italienske landskab en tidlig morgen. Her vrimler med gamle oliventræer på bjegsiderne og store gamle pinjer med de brede kroner.Turen sydpå et er meget smuk. Bjerge og en natur så helt anderledes end den på Balkan. Og her og der stikker gamle rester af normannernes borge frem på bjergsiderne.
På vejen til Calbrien, som er målet for de næste ca 10 dage, standser vi op i regionen Basilicata, og her møder vi den gamle filosof Pythagoras, der boede ved kysten. Hans hjem og skole blev ved hans død 407 f.Kr. ombygget til et tempel til gudinden Hera. Herligt også at møde grækerne igen – og se efterladenskaber fra den græske storhedstid i Italien. Og mere end godt er det jo for os i dag, at de bragte både oliventræerne og vinen med sig fra Grækenland.
Man mærker virkelig historiens vingesus, når man går rundt blandt de gamle søjler og taler med den gamle filosof – som i øvrigt var vegetar. Gad vide hvad han spiste, for hverken tomaten eller kartoflen var kommet til landet endnu fra Sydamerika.

Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Farvel til Montenegro og til Balkan

Vi får sagt farvel til Montenegro og Balkan den sidste nat med et kæmpeuvejr – sciroccoen( rasende storm) får alt sandet på den brede sandstrand i svingninger samtidig med, at det tordner, lyner og regner  i stride strømme. Tak spids, godt vi ikke bor i telt, men i en tæt kassebil. Der er bare sand overalt, da uvejret stilner af næste morgen, og vi kører mod færgen i byen Bar, hvorfra vi sejler over til byen Bari i det sydlige Italien.  En sejltur på en nat, hvor der er godt med søgang i starten – men vi ligger fint i egen kahyt og sover det meste af natten.

Forinden vi besøger den gamle by Stari Bar, som er en perle i al den øvrige turisttummel på kysten. Her finder  vi en kæmpestor gammel fæstningsby fra 1100 - 1200 tallet ( se det øverste foto ) – og en restaurant med det bedste lammekød, vi nogensinde har spist på Balkan – og det siger ikke så lidt, for her smager lammet mere end godt.

Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Det muslimske og albanske hjørne af Montenegro.

Helt nede i det sydligste hjørne af Montenegro, lige før vi ramler ind i Albanien, slår vi lejr ved byen Ulcinj. Her bor vi lige ud til en bred sandstrand på 13 km. Det er Adriaterhavets længste og her er skønt at bade. Vi kommer heldigvis nu, da lavsæsonen er begyndt, så her er ikke ret mange bobiler. 

Og vi trækker stikket lidt ud for de store oplevelser – dem har der været mange af, siden vi tog hjemmefra. Og idag er der brandstorm og sandstorm - herligt at her er netadgang.
Inde i byen Ulcinj (den sydligste på kysten i Montenegro), hvor vi var i går i det mest vidunderlige vejr er der meget charmerende – det er en gammel fæstningsby med mure,der er 2500 år gamle. Både grækerne, venetianerne og tyrkerne har været her. Og endskønt vi ikke forstår en lyd af alt det serbokroatiske, vi har hørt på Balkan indtil nu, er det helt tydeligt, at sproget er anderledes. Her snakker de albansk.
Da vi kommer ind til byen lige kl 13 er det mærkeligt for os at høre minaretten kalde til bøn – lige i byens centrum, hvor der også er en stor badestrand, hvor folk ligger tæt som på fluepapir derhjemme på Bellevue en varm sommerdag.
Modsætningerne er altid spændende at møde – og dem er der heldigvis hele tiden mange af.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Skadarsøen

Ved Skadarsøen finder vi både logi og en mand, der vil sejle os en tur på søen i hans fine båd i skumringstiden fra 17-19. Hans datter på bare bare 12 år er en fremragende guide – hun kan engelsk, hvorimod hendes far ’kun’ snakker serbokroatisk og russisk. Begge er meget, meget søde og venlige at tilbringe 2 timer på søen sammen med.
Søen er 40 km lang og ca 10 km bred – visse steder, hvor vi sejler i den lille båd, er den 100 meter dyb. Godt Jørgen har bestået livredderprøven en gang – han kan vel endnu ??
Sejlturen er fantastisk – vi ser masser af fugle. Nogle kender vi derhjemmefra, som fex hejren og skarven. Om vinteren er her mange pelikaner. Vi spiser  vandkastanjer, som bliver fanget, mens vi sejler, og her er masser af de smukkeste gule og hvide vandliljer.

Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Montenegros kæmpemæssige natur

Montenegro betyder ikke for ingen ting de sorte bjerge. Vi forlader paradiset ved Kotorbugten og tager op i den gamle kongeby Cetinje, der ligger langt inde i bjergene. Byen er ikke meget større end Rudkøbing – virker lige så søvning og provinsagtig. Og alligevel er her  fex både et fint kongeslot, mange tidligere ambassader  og et stort græsk-ortodoxt kloster, der er ’levende’ og befolket af munke. Overalt kyrilliske bogstaver.
Vi kører derfra videre ind i bjergene for at finde Skadarsøen ( begyndelsen af den ses her på billedet ), der er den største sø på Balkan og som siges at have Europas største fuglereservat og masser af fisk.Turen ned til søen er nok den mest halsbrækkende bjergtur vi endnu har lavet – Grazalemamassivet i Andalusien og Velebitbjergene  i Kroatien synes det rene vand ved siden af. Jørgen kører som en engel, og da vi har mødt ikke mindre end 2 busser i modsat retning på vejen, der er smallere end de smalleste veje på Langeland og ofte uden afskærmning mod bjergskråningerne, krydser jeg alt, hvad der kan krydses, beder til de højere magter og holder vejret resten af vejen ned. Her er rasende smukt. På vejen køber vi hjemmelavet rakijia (=blommebrændevin ) af manden, I ser på billedet.Den skal fortyndes med vand og gemmes - det mener selv Jørgen.

Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Campingliv i Stoliv ved Kotorbugten

Her ved Kotorbugten kunne jeg bo resten af mit liv - livet er så enkelt. Morgenbad i bugten, som ligger lige over vejen, hvor bor vi i den gamle gode kassebil med campingbord og 2 stole som eneste møblement udover sengen i bilen. Hvor nemt kan livet dog være...........
Campingfatter på det her sted har lavet den mest simple og mest vidunderlige campingplads, som vi nogensinde har boet på. Lige nu er vi nabo til en finne, der har kørt sin bobil og kajak helt herned fra Finland og han er vild med at ligge og padle ude på bugten.
Vi giver gerne adressen fra os, hvis I er interesserede.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Ind i Montenegro - Kotorbugten

Vi havner i en lagune af evighed i Montenegro ved Kotorbugten, der er Europas sydligste fjord. En kæmpestor en af slagsen med mange indbugtninger i den store fjord. Og bjergene går lige ned til bugten, der er så dyb. at Tito's flåde lå for anker her i sin tid.
Det er faktisk meget svært at beskrive bugten og livet omkring bugten – men her er så smukt, at man næsten får både åndenød og hjertebanken. Vi bor 3 dage ved bugten i en af de gamle byer, mindre end et stenkast fra vandet. Og særlig tidlig morgen og om aftenen, når lysene tændes, er belysningen så eventyrlig, at begrebet romantik får megen mening.
Vi cykler fra den lille by Stoliv, hvor vi bor langs med bugten ca 12 km hver vej ind til byen Kotor , som man kan kalde for ’Minidubrovnik’.  Husene i de gamle byer langs bugten og inde i Kotor er meget venetianske – men Venedig regerede også her i over 350 år.
Vi besøger den lille ø med klosterkirken og får en skøn sejltur på bugten – og lige nu fra mit campingbord kigger jeg over på øen i morgenlys.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Tilbage til Kroatien - østers i Ston

En dejlig tur tilbage til Kroatien fra Bosnien-Hercegovina. Kysten er så overvældende smuk og storslået, og kassebilen klarer både stigninger og serpentinerne på landevejen, der snor sig på den lange bjergryg langs kysten fra nord til syd. Vi finder et sted lidt nord for Dubrovnik, hvor vi har været før – Ston hedder stedet, og her dyrker de måske verdens bedste østers. I kan se de små østershuse, hvor de gror, her på billedet. Og de smager intet mindre end fantastisk. I Ston findes også et af Adriaterhavets største forsvarsværker fra omkring 1400-tallet – det løber som en mur på på den mægtige bjergside på ca 5 km
Vi bor 2 dage på en lille camping Prapatno, som kan betegnes som paradisets have. Lige ud til en bugt med skønt badevand og sandstrand og bilen står i en olivenlund,der giver skygge.
På vej sydover gør vi holdt i Dubrovnik, men skynder os hurtigt væk igen, da byen er totalt invaderet af turister fra bla de mange store cruisere, derhar kastet anker. En af dem er så stor, at der nok bor minst 5.000 mennesker på den, som sammen med alle os andre – og vi er mange – der gerne vil daske rundt i den smukke by. Men Dubrovnik er vidunderlig smuk – det kan ingen tage fra den.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Hercegovina og byen Mostar

Det er nu 4.gang vi er på Balkan – hvergang er vi meget optaget af den helt umulige og uforståelige historie Balkan er bærer af. Både det multikulturelle, det multireligiøse og det nationale.
Vi tager fra kysten i Kroatien ind over kæmpemæssige bjerge og storladne udsigter til Hercegovina for at se lidt af landet og besøge byen Mostar. Og her møder vi orienten – et forunderligt møde mellem øst og vest. Byen er meget charmerende og levende med mange modsætninger. Fex hører vi både kirkeklokker og indkaldelse til bøn fra minaretter. Her er basargader, gamle tyrkiske huse og moskeer fra den osmanniske periode. Og ikke mindst den berømte bro fra 1566, der blev bombet sammen med meget af den gamle by i 1993. Broen og mange gamle bygninger er nu genopbygget – men overalt er der skudhuller i husene og mange af husene står bare som skeletter.
Det gør dybt indtryk på os at være her, og vi kan have svært ved at forstå, hvordan folk kan leve videre sammen i byen her ikke engang 20 år efter krigen. Men som en af de unge sagde til mig :’Det er vi jo nødt til – vi har ingen fremtid, hvis vi holder fast i en bitterhed fra fortiden’.
Her er betagende smukt.
Vi bor på en pension i hjertet af den gamle by – camping har de ikke.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Byerne Trogir og Split i Dalmatien

Gisp, hvor er her varmt. Op til 40 grader de sidste par dage, men et donnerwetter og en masse regn i aftes klarede luften lidt. Om morgenen kl 7 er der lidt koldt - bare 25 grader. Og så er det skønt at sove bare 10 meter fra en badestrand, så vi kan hoppe i bølgerne og  vågne på en god måde.
Mødet med begge byer et et gensyn, vi har glædet os meget til. Og begge byer er en rejse værd - og begge på UNESCO's liste over bevaringsværdige steder i verden.
Både grækerne og romerne har været her og senere har byerne været under det venezianske styre, som ses meget i den smukke arkitektur. Og alt i lyse sandsten. En skønhed uden lige, som øjnene bare drikker af. I Split trasker vi rundt i kejser Diokletians palads fra 200-300 år efter Kr. Her har folk boet lige siden og det er et forunderligt syn at se, hvordan boliger er placeret ind i det gamle palads. Og turistindustrien fylder også godt op.
På  billedet ser Trogir fra vandsiden. Og her bor vi i her i 3dage.

Livet er skønt hernede og vi spiser masser af frisk fisk. Og vi cykler frygtløst ind til Trogir fra campingpladsen på de små veje, som vi deler med biler, motorcykler, knallerter og gående.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil

Den kroatiske kyst og øen Pag

Kun en tåbe frygter ikke Velebitbjergene, der løber langs den kroatiske kyst. Vi skal gennem bjergene for at komme til kysten. Nå, men vi klarer det og kommer ud på den anden side til den storslåede udsigt I ser på billedet. Og så triller kassebilen ned til kysten og vi sejler over til øen Pag. Det er den mest mærkværdige ø, vi har mødt i det kæmpemæssige kroatiske øhavsrige. Her er fuldstændig overvældende. Øen Pag har et barskt og meget fascinerende landskab, som et månelandskab. Meget gold og fuld af stendiger på bjergsiderne og kun meget sparsom vegetation. Her og der græsser får, og vi smager både på lammekødet og osten, som smager himmelsk. Varmen er overvældende og vi sover her bare en nat.
Kærlig hilsen Jørgen og Bodil