søndag den 15. maj 2011

Hjemme igen

Lørdag er vi hjemme igen - og det er vidunderligt at opleve, hvor smukt her er. Turen hjem gik via Colmar, som vi ikke nåede at få fornøjelse af, fordi vi fik dagsregn. Men godt for vinen, for den mangler vand. Ind over de mørke Schwarzwalderbjerge og op til Frankenland og byen Wurtzburg, som er en stor skøn tysk by lige ved floden Main. Igen et kup at have cyklerne med - vi nyder at kunne tage den med ro hjemover og have tid til at få rejsesjælen med hjem.Og nu er vi her igen i Illebølle med den store gule rapsmark lige overfor huset. Dejligt at være hjemme igen. KH Jørgen og Bodil

De sidste dage i Frankrig

Vi rykker langsomt nordpå, bor et par dage ved den meget smukke Vezelay i Bourgogne med en af de store pilgrimskatedraler, hvor nonner og munke synger 3 gange hver dag. En stor glæde at sidde der og bare lytte.
Oplever senere igen en gang, at der er intet paradis uden slanger. Og her har slangerne vinger. Det er ravne ( der er 600 af dem).Og de skriger uafbrudt fra kl 5 om morgenen til det bliver mørkt-lige over den gamle klosterhave, hvor vi bor i den skønneste lille middelalderby Noyer-sur-Serein. Det er det nordlige Bourgogne og vi har nærmest hedebølge - nyder dagene og cykler rundt. KH Jørgen og Bodil

fredag den 6. maj 2011

Dordogne i Sydfrankrig

'Svøm i dine superlativer' - siger Jørgen -'for der er dækning for dem'. Og her er i sandhed paradisisk - vi bor 3 dage i Dordognedalen, lige der hvor floderne Vezerre og Dordogne mødes. Når vi åbner sidedøren i kassebilen, kigger vi lige ud på en blomstereng og ned på floden, og vi bor bare 50 meter fra den. Lige overfor på den anden bred ligger, oppe på en klippetop, den smukkeste landsby. Vi cykler derop - og ud i landskabet langs Dordogne. Her er nattergale og frøer om aftenen - og Jørgen, den gamle spejder, laver bål ved flodbreddden om aftenen.

Vi kommer nok aldrig hjem :-)KH Jørgen og Bodil

San Sebastian - et stjerneskud som farvel til Spanien

Vi lander på vores gamle campingplads i bjergene lige oven over San Sebastian. Byen er et vidunderligt gensyn - vejret bliver godt - og vi laver en 'pinchoscrawling' i den gamle bydel. Pinchos er det baskiske svar på de spanske tapas - de er bare bedre. Som rosinen i pølseenden er der, da vi kommer hjem til campingpladsen, optræden af et columbiansk orkester på 11 mand(bla en tuba og 2 trompeter) og 12 dansere, der spillede og dansede aftenen igennem. En helt fantastisk dejlig oplevelse.
KH Jørgen og Bodil

tirsdag den 3. maj 2011

Langs kysten til San Sebastian

Her er storslået natur - mægtige bjerge og en kyststræknig, der veksler mellem sandstrande, klippekyst og bjerge, der bare rager ud i vandet. Her er grønt og frodig ( det tro da pokker med alt det vand, vi får ). Og her er rasende smukt. Glæden er stor hos os i kassebilen, når skyerne skilles, og vi får tørvejr og lidt sol på besøg i de små kystbyer.Vejen over Bilbao til San Sebastian følger kysten store dele af vejen, og her er så storslået, at vi næsten får hjertebanken. Og der skal holdes godt fast i rattet. Vejanlægget er heldigvis fremragende godt. KH Jørgen og Bodil

Mucho de aqua

Kaskader af vand fra oven - fra vi lørdag siger farvel til Portugal har vi haft meget regn og skyer hængende ned over bjergene i Nordportugal. Videre til midddelalderbyerne Leon og Orviedo i Nordspanien. Heldigvis nogså opholdsvejr ind ind i mellem, så vi kan se på herlighederne. Og dem er der mange af.Katedralen i Leon er ubeskrivelig smuk, og vi kommer netop som de store katedralklokker kalder til søndagsmesse. Munkene indenfor synger meget dejligt. På 2 dage, fra vi forlod Porto, når vi kysten i Nordspanien og kryber i ly i en lille bungalow i en lille by Cudillero. KH Jørgen og Bodil