Jerez de la Frontera – en by fuld af liv og stille charme

Jerez er en by, vist nok på størrelse med Århus, men ’centro storico’ er ikke større, end man sagtens kan gå rundt i det. På kryds og tværs - og er man ikke kendt i byen går man tit vild i det mylder af smågader med små og store pladser, som er overalt. Efter 6 uger i byen går vi næsten rundt, som havde vi aldrig lavet andet. En herlig fornemmelse.
Centralt i byen er der vidunderligt stort marked i en fin gammel markedshal med alt, hvad øjnene, hjertet og maven kan begære af fisk, gode kyllinger og godt kød, grønsager, frugt osv osv – sikke en kvalitet.
Byen har før været en rig by med en masse fine paladser og smukke store borgerhuse. I dag, som i de sidste mange år, har vin været – og er stadig - omdrejningspunkt for økonomien. Byen vrimler med bodegas (store lagerhaller) hvor sherryen ligger i tønder. Vi besøger bla bodegaen ’Fundador’, hvor tønderne rummer 400 liter og de største 1000 liter. Hallerne er meget imponerende.
Men krisen kradser voldsomt, og meget byggeri og istandsættelse er gået helt i stå. Skønhed og forfald følges ad – mange af husene og paladserne er nu tæt på at være ruiner.
Byen har bjergtaget os med den stille poesi og det pulserende folkeliv. Og ikke mindst flamencoen, som er en del af byens puls. Alle de mennesker vi har mødt i byen er enestående imødekommende og hjælpsomme. Her er godt at leve.

Sevilla – igen, igen.

Har læst et sted, at folk i Sevilla med slet skjult stolthed siger ’På spansk rimer Sevilla på ’maravilla’ – vidunder’.
Og det er sandt.
Byen er fuld af vidundere og smuk poesi. Desværre også af alt for mange biler.
En af de smukke store bygninger, som også er verdens største barokbygning, er Den kongelige tobaksfabrik, der blev bygget i 1700-tallet på kongeligt initiativ. Her blev cigaretten opfundet. Dramaet omkring den  andalusiske skønhed Carmen foregår her omkring tobaksbygningen og ved tyrefægterarenaen, der ligger tæt ved. Carmen var cigaretruller.
Går og går og går rundt i byen hele dagen, og benene er mindst 5 cm kortere, da vi skal hjem. Det er mandag, så alle museer er (heldigvis ) lukket ! Vidunderligt bare at skulle gå og kigge og og hengive os til ’stille væren’ på de små hengemte pladser.
Markedet og den brede gågade på Triana er den rene lise, hvor man er fri for bilerne.
Finder den ældste tapasbar i byen ’Rinconcillo’ fra ca 1670 i Calle Gerona, og får en plads ved bardisken, hvor alt, hvad vi fortærer, straks bliver noteret med kridt på disken.

Søndag eftermiddag i Jerez.

Søndag er familiernes dag. Går rundt i Jerez en søndag først på eftermiddagen, og byen myldrer af liv. Store og små, unge og gamle. Alle er ude at gå, og for manges vedkommende promeneres der  i fineste puds. Især er børnene meget fine i tøjet.
Og her op til påske er det for øjeblikket den periode på 40 dage, der her i Andalucien (måske i hele Spanien) kaldes ’Cuaresma’, og hvor man forbereder sig til påsken. Egentlig fasten.
Rent praktisk skal alle op og kysse foden af en Jesusfigur eller hånden på en Jomfru Mariafigur. Så i kirkerne er der lange rækker af folk, der venter på at få lov at kysse. Bagefter tænder man et langt lys, der symboliserer det ønske, man måtte have.
Overalt i byen bliver der sat store stilladser op med bænke, fordi påskeprocessionerne er lige om hjørnet – det er snart påske.
Efter kirkebesøg er der cafebesøg, og ved 14-15 tiden er det nærmest umuligt at få et bord på nogen af cafeerne eller restauranterne. Alle skal spise eller drikke kaffe med kage og is.
En herlig dag, hvor byen emmer af liv, og hvor alle ser ud, som der er tid nok.....

Flamenco’en bliver ved og ved – i Barrio San Miguel.

Et lille lokale, hvor vi bare er knap et dusin mennesker og så dem i baren bagved. Lokalet er vel kun ca 15 m2 og har en lillebitte scene. Det er en så lille tabanco, at den hedder tabanquito. Ligger i calle Baria. Her sidder vi en eftermiddag og hører på guitarspil og sang af 2 vidunderlige og dygtige kunstnere. Derudover er der klappere og så en ung meget charmerende flamencodanserinde.
Vi deler bord med en mand og kvinde og en ung mand – og det viser sig at være danserindens forældre og bror, der er taget fra Madrid til Jerez i dag for at se datteren danse. Det er hendes første show, tablao, så forældrene er dybt berørte og meget stolte.
Måske den mest fortættede stemning til en flamenco, vi har oplevet til dato.
Knap halvanden time, hvem ved ?? tiden fløj afsted.

 

Plaza del Mercado i Jerez

Pladsen ligger lidt gemt af vejen. Det er en stor rektangel og er en sjov blanding af forfaldne huse og gamle paladser. Der er et mægtigt lokalt liv på pladsen med bænke, hvor folk ’hænger ud’ med en købmandsøl og en bar, hvor vi tit får kaffe eller en fisketapas. Stemningen på pladsen er altid meget behagelig og hyggelig. Måske en af ’bedste’pladser i byen. Her kan man sidde og lave ingenting og bare ’være til’.
På pladsen ligger også byens arkæologiske museum. Et overraskende både smukt og skønt museum med masser af fine ting, der fortæller om Jerez’ fortid. Og den går meget langt tilbage – fund fra førhistorisk tid, masser af ting fra romerne og fønikkerne og derefter fra almohaderne, der kom da kalifatet faldt, lidt efter 1000-tallet.

 

Flamenco en ’La Guarida del Angel’

Masser af skønne oplevelser med flamenco på vores lokale lille sted ’La Guarida del Angel’. En af gangene, vi er der, møder vi på samme tid både den andalusiske flamencodans  og arabisk mavedans.
Her bliver vi forført af både den stolte flamencodanserinde og den lige så smukke mavedanserinde, der forfører os alle med smægtende feminin sødme og kroppens bevægelser.

Flamenco – en del af byens puls i Jerez.

2 ugers intens flamencofestival i Jerez er gået os i blodet. Nu er den slut, men flamencoen lever stadig i byen, som en naturlig og uundværlig del af byens puls.
Der spilles, synges og danses på store steder og mere ydmyge steder ( tabancoer).
Flamenco er en guddommelig blanding af guitar, klap i særlige rytmer, tramp fra sømbeslåede sko, slå på bord eller en tromme, sang og dans. Klapperne kaldes palmeras eller palmeros, alt efter om det er mænd eller kvinder, der klapper. Og i dansen er det jo selve livet, der danser til taktfaste rytmer.
Andre gange er det som om danserne bare fejer hen over gulvet som om, der er hjul under deres sko.
På et spisested, hvor en flok kvinder holder fødselsdag ved et langt bord,  bliver der sunget og klappet og de skiftes til at danse for hinanden. Taget er lige ved at løfte sig af bare glæde og musik.
På en lille tabanco, El Pasaje, mødes mænd og kvinder, der er ’flamencoaffecionades’ og nok uden nogen sinde at have været proffesionelle. Men de synger og spiller til den store guldmedalje og folk rejser sig og giver en dans. Og ingen kan lade være med at klappe i de karakteristiske rytmer. Det ligger bare i blodet og de er vilde med det.
Og alt imens nipper vi til byens store udvalg af sherry.