Byen er fuld af karneval. En stor oplevelse af være med til, også fordi så godt som hele byen er på stikkerne. Kl 17 samles alle de udklædte, og de er mange. Masser af børn med forældre i hånden som fex mariehøns, feer, ninjaer eller sørøvere. Men så er der de store grupper, hvor fantasien omkring udklædning virkelig har været i spil. Grupper på tværs af alder. Her møder vi blandt andet sigøjnerfamilier, rokokkodronninger og konger med små prinser og prinsesser, haremskvinder og sultaner, et sted er der ca 20 med i noget, der ligner selveste Alladins hule med spåkoner og krystalkugler og den slags.
Fantastisk, som der er gjort noget ud af det. Der er også penge og ære på højkant, for der dystes om priser, når kåringen skal finde sted kl 21 på pladsen, lige hvor vi bor. 1.præmien til grupper med både børn og voksne er på 200 EU. I alt bliver er uddelt 13 priser, hvor den mindste pris er på 50 EU.
Folk myldrer til og tager opstilling. Masser af udklædte mennesker samles øverst oppe i den gamle bydel og ’nogen’ i stil med hjemmeværnet spærrer af overalt, hvor processionen skal gå. Det hele går i gang med en bil foran med musik og så er der karneval for alle pengene.
Processionen skrider langsomt gennem byen, der er nok flere tusinde med i optoget og kødranden af folk, der kigger på bliver større og større. Det hele varer i 4-5 timer, og så er byen stille igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar